søndag den 26. april 2009

Further bottle ageing will reward your patience








Indimellem kan vinkælderen bringe små overraskelser. Meningen med en vinkælder er jo lige præcis at vinene kan ligge og modne indtil vinen er på sit bedste. Oftest går det dog sådan at det er den sidste flaske der er den bedste ! Vin er jo ikke frimærker, men et landbrugsprodukt og kan derfor ikke opbevares til evig tid. ( Ok indrømmet, der er nogle vine som kan holde sig rigtig lang tid, men hvis vi ser bort fra de få flasker) Der går mange historier om vinsamlere som ikke har fået drukket deres vin i tide, men gået mere op i at samle end at drikke. Vinen til den "særlige lejlighed" som imidlertid aldrig dukkede op eller som man ikke ville servere for tante Oda og den øvrige familie. Min egen vinkælder startede med et par kasser i nogle køkkenskabe og voksede sig lidt større efterhånden som vi flyttede, dog aldrig større end jeg nogenlunde hele tiden har kunnet overskue den. Indrømmet , når man først bliver bidt af vin dillen så er det nemt hurtigt at købe alt for meget vin . Specielt i denne tid hvor den ene vinhandler er ved at falde over den anden med gode tilbud til dels afledt af finanskrisen.




For en del år siden fik jeg muligheden for at købe 2 kasser blandet australsk vin i forbindelse med en privat containersending fra Down Under. En stor del af vinene kendte jeg ikke ,og det er vel lidt af forklaringen på at den ene af kasserne har ligget hengemt en del år. Men nu er den fundet med en del vine fra begyndelsen af 90 erne. Vi må se om "tålmodigheden" belønnes.


Glenara Winery startede med at lave vin 1975 og bliver generelt bedømt af den australske vinskribent James Halliday til 3.5/5. Skulle være mest kendt for deres Riesling og deres kraftige og holdbare røde vine. Total produktion på ca. 5000 kasser. Vinene importeres ikke til Danmark. Og så skal vi ikke glemme at Glenara i mange år har været økologisk drevet.

2003 Glenara, shiraz, Adelaide Hills.                                

Fremtræder fuldstændig mørk næsten sort i glasset med kun antydsvis moden kant. Masser af modne bær, solbær, brombær lidt mint i duften, virker frisk uden marmelade, fornemmelse af fadlagring. Kraftig med en del alkohol ( 15%) men med modsvarende frugt.

På ingen måder "over the( Adelaide!) Hills".

Så her blev tålmodigheden belønnet.








fredag den 17. april 2009

Grower Champagne # 3 ; Vilmart -Vin og så champagne





Vilmart & Cie ; Champagne NV Grand Réserve , Premier Cru. Rilly de
Montagne.

I forbindelse med påsken havde jeg lejlighed til at smutte forbi den danske importør af Vilmart, Henrik Tachau Kristensen, 1010 vin, og erhverve mig nogle flasker.(en særlig tak til min GPS..) Det blev også til en kort snak om champagne og i særdeleshed om Vilmart.

Vilmart producerer ca. 100.000 flasker  fra 11 ha. omkring og i Rilly de Montagne. (Vi befinder os i, man fristes til at sige igen ; Montagne de Reims). Alle markerne er 1. Cru , men Laurent Champs som overtog styringen af Vilmart i 1990 og introducerede egetræsfade er en mester i kælderen, og derfor er disse vine også et meget godt eksempel på at det ikke kun er nok at have marker med god beliggenhed / klassifikation, men at det også kræver arbejde og omtanke  i kælderen. Vilmart er bl.a kendt for at lave nogle af de bedste champagner i de lidt "skæve " årgange. ( 91, 92,93 og 97)

Økologisk dyrkning og gæring på egetræsfade af forskellig størrelse og alder afhængig om der er tale om NV eller årgangs champagne. Alle vinene ligger 10 måneder på fad og der foretages bâtonnage ( omrøring)  for at opnå større aroma. Ingen malolaktisk fermentation,  ingen tilsætning af dosage. Lang gæring på flaske; minimum 3 år for NV og i hvertfald 6- 9 år for årgangs champagner.  

Selvom vi befinder os i Montagne de Reims, hvor der overvejende bliver dyrket Pinot Noir, så er det faktisk sådan at Vilmart har overvægt af Chardonnay ( 60 %) på sine marker. Det er kun i NV Grand Reserve at der er overvægt af Pinot Noir resten af porteføljen er karakteriseret ved et stort indhold af Chardonnay . 

Vilmarts marker er orienteret øst/ syd-øst og ligger lige ved foden af Montagne de Reims.

Da Laurent Champs introducerede nye egetræsfade for top cuveerne tilbage i 1990 er det værd at bemærke at det på det tidspunkt var meget usædvanligt af en mindre producent. Idag kunne man godt få det indtryk at man ikke kan lave god stor champagne uden at bruge egetræsfade !

Kunsten er ikke at få egetræet til at dominere for meget, samtidig med at vinen skal bevare sin friskhed. Ved at undgå den malolaktiske fermentation får man en friskere vin som kan "tåle" fadet. Hel billig er processen heller ikke. Et nyt egetræsfad på 225 liter står i ca 5000,-kr.

Laurent Champs har selv udtalt at først laver han vin og derefter laver han champagne; og man må jo give manden ret. Vilmarts champagner smager virkeligt dejligt selv når boblerne så småt er ved at forsvinde. I folkemunde går Vilmarts champagner da også under tilnavnet : " fattigmands Krug".

  

NV Grande Réserve ; 70 % PN 30 % CH degorgeret juni 2008. 

Fremtræder i glasset med let grønligt skær med et bombardement af fine små bobler. Citrus /lime duft, toastbrød, frisk syre næsten eucalyptus præg. Fin anmassende  cremet mousse i smagen med flint, citrus og æbler , lang eftersmag, saftig. Udvikler sig i glasset med  fedme, vanilje og smør.   Kodeord : komplexitet, friskhed og syre.

Det geniale ved denne champagne er; at det her er muligt at få rigtig god grower- champagne til en meget rimelig pris. Til 225,- kr. er denne champagne en af favoritterne til bedste value- champagne. 

Dansk importør: 1010vin

Forhandles også af: estwine

På champagne gensyn næste uge.





 

tirsdag den 14. april 2009

Fredagsbobler# 2 - Jerôme Prévost


Fredagsbobler # 2: Jérôme Prévost, La Closerie Les Beguines, 2006.
Som lovet står der også Pinot Menuier på programmet i denne uge. Denne gang skal vi til en af Anselme Selosse elever. Selosse har været en af drivkrafterne i den udvikling der er sket blandt de små producenter. Været inspirationskilde, hjulpet praktisk og med know how. "La Closerie" er ét domaine med én mark ( Les Beguines ) på meget beskedne 2 ha. i Gueux ( Montagne de Reims). Jérôme Prévost startede for sig selv i 1998 og de første år foregik vinificeringen hos Selosse. Marken er beplantet med over 45 år game Pinot Meunier vinstokke og der laves kun én vin. Håndplukkede druer og et udbytte på 45-50 hl/ha. Ingen kunstgær . Fadlagring på   egetræsfade af forskellig størrelse og alder i 10 mdr. Ingen tilsætning af dosage.

Meget rig floral duft med en anelse sødlige frugter i duften. Smagen kraftfuld med nerve af syre, kompleks  meget vinøs og næsten mere vin end champagne. Drukket over 2 dage udvikler denne champagne sig med toner af lakrids ( mint?) og belært af erfaringen med Egly-OurietMeunier blev en del af flasken prøvet med med lidt mad. Perfekt match. Næste flaske må dedikeres til mad alene. Stor oplevelse med Prévost som en lille vinder over Egly-Ouriet. Men begge vine beviser at der kan laves stor champagne på Pinot Meunier når viljen og evnerne er til stede.

Dansk importør: petillant

                                                2 fantatiske Pinot Meunier champagner 

mandag den 6. april 2009

Fredagsbobler # 1 Egly- Ouriet


Fredagsbobler # 1 Egly-Ouriet, Champagne Brut "Les Vignes de Vrigny" Premier Cru. NV
Denne champagne er lavet på én drue fra én mark , nemlig Pinot Meunier ( PM) fra 1. cru marken Les Vignes de Vrigny som ligger tæt på byen Ambonnay. Iøvrigt den eneste 1. cru mark Egly-Ouriet ejer, idet resten er grand cru. Vinstokkene er over 40 år gamle. Lavt udbytte, ingen brug af kunstgær. Og som en af de få fortager Francis Egly ingen filtrering, for på den måde at fremhæve endnu mere smag. Minimum 3 års lagring, hvilket ellers kun er forbeholdt de bedre champagner hos f.ex de store huse. Filosofien er omhyggelighed i marken og vinen skal have tid for at udvikle sig. Alt bliver dyrket økologisk. Rigtig klassisk "grower producer champagne", som Egly-Ouriet i øvrigt har praktiseret i mange år førend begrebet blev hipt. Egly-Ouriet ejer ca 9 ha. og producerer knap 100.000 flasker. (Til sammenligning producerer Möet et Chandon > 30 mill. flasker !!)
Lidt om pinot meunier:
Pinot Meunier regnes normalt for den mindst "fine" af de 3 champagnedruer. Chardonnay giver friskhed, elegance og finesse. Pinot Noir rygrad styrke og struktur medens Pinot Meunier giver frugtighed. Meuniers store fordel er den går senere i knop og modnes tidligere end Pinot Noir og derfor har stor modstandsdygtighed overfor frost og råd. Den indeholder naturlig mere syre og mindre tannin end Pinot Noir. Ca. halvdelen af det centrale Champagne er beplantet med PM. Navnet Meunier refererer til plantens udseende idet bladene ser ud som de er drysset med mel. ( meunier(fr) = møller(dk)). PM vil oftest være genkendelig ved en lidt urteagtig mint duft( grøn) og meget frugtig smag. Hvis druen behandles exceptionelt bla. ved sen høstning og lagring på egefade i længere tid kan der opnåes helt andre resultater. Det er der flere dyrkere som har kastet sig over med gode resultater, bla Egly-Ouriet, Jérôme Prévost og Leclerc- Briant.

Degorgeret september 2008. Flot gylden farve med utrolig mange fine små bobler. Meget aromatisk med indtryk af blomster( roser) lemon og toast/kiks. Frisk komplex smag med syreattak, udvikler sig pænt i glasset og var mere rund og fyldig dagen efter !! Smagen præget af gule blommer/pærer og hvid peber. Lidt mint/lakrids i eftersmagen.
En champagne klar til mad. Kan formentlig uden problemer ligge 3-5 år endnu. Første erfaring med 100% PM men som vi skal se , ikke den sidste. Læg mærke til den meget informative bagetikette.

Desværre er prisen røget noget i vejret efter Parker har haft Egly-Ouriet gennem smagemaskinen og bl.a. bedømt denne champagne til 92/100. Blev for et par år siden solgt for ca. 260,-kr.

Dansk importør: vineanordic
Forhandlere: Vinetc og  Gl. Kongevej Vin
Næste gang er der lagt mere PM på køl, idet der skal smages Jèrôme Prévost.